Team Copenhagen håber

Team Copenhagen havde i forbindelse med Borgerrepræsentationens forhandlinger om fordeling af overførselsmidlerne i marts søgt om at komme i betragtning til 150.000kr mhp at styrke og udbygge vores indsats om Ansvarlig Eliteidræt i København (AEK). AEK er en strategisk indsats under Team Copenhagen, der har til hensigt at sætte mental trivsel højere på dagsordenen i københavnsk eliteidræt, både gennem konkrete initiativer i vores eget regi og gennem vores samarbejde med københavnske eliteklubber.

Eliteidræt er hårdt og krævende, ikke mindst for unge mennesker, der samtidigt skal balancere træning og restitution med en ungdomsuddannelse. De unge mennesker skal derfor klædes bedst muligt på, så de får bedre forudsætninger for at håndtere den krævende hverdag som eliteatlet. Det samme gælder dem, som er tæt på atleterne, deres trænere og forældre, der skal have den nødvendige viden for at understøtte de atleterne, så der kan tages hånd om eventuelle problemer, før de potentielt udvikler sig yderligere.

Gennem uddannelse og kurser i Team Copenhagen, er det ambitionen, at atleterne selv, samt deres trænere og forældre, skal være bedre stand til at identificere en udfordring så tidligt som muligt, så der i samarbejde kan tages hånd om den på en fornuftig måde. Det kan både handle om noget så simpelt som at få snakket med sin træner om lektier, der hober sig op, men det kan også være mere alvorlige ting, som en forælder eller træner, der observerer bekymrende adfærdsændringer hos den unge, f.eks. manifesteret som restriktiv spisning eller udtalt træthed.

Proaktivitet er nøgleordet i forhold til at få spottet og afhjulpet problemer tidligt. Der kan desværre også opstå tilfælde, hvor der er behov for professionel hjælp, og derfor er det vigtigt, at Team Copenhagen i samarbejde med specialforbund og eliteklubberne bidrager til, at denne hjælp er tilgængelig.

Dermed deler AEK-indsatsen sig op i to spor, der sammen kan skabe et fin-masket net, der kan hjælpe københavnske eliteatleter, deres klubber og forældre:


SPOR 1: Det uddannende og præventive – for atleter, trænere og forældre:

- Kurser om korrekt sportsernæring, mhp. at formidle viden om optimal og tilstrækkelig(!) kost

- Workshops i planlægning, prioritering og identitetsskabelse

- Ludomaniforebyggelse

- Anti doping: om atletansvar, rettigheder og solidt kendskab til dopingreglerne og hvor man kan finde relevant information

        

SPOR 2: Den professionelle hjælp til atleter, der oplever eller har:

Mental mistrivsel i hverdagen som ung eliteidrætsatlet

Mistanke om forstyrret spisning (blandt andet kendetegnet ved mange negative tanker om kost, vægt og krop)

- Mistanke om relativ energimangel i sport (REM-s) - Kort fortalt er REM-S en tilstand, hvor    man ikke har nok tilgængelig energi i forhold til sin træningsmængde – man får ganske enkelt for lidt at spise, hvilket har konsekvenser for både den psykologiske og fysiologiske trivsel og sundhed, både på kort og lang sigt.

 

Alle ovenstående initiativer er enten helt eller delvist søsat, og responsen er god. Vi ved, at forebyggelse og proaktivitet er det mest effektive bolværk mod mental mistrivsel af forskellig karakter, og derfor er det Team Copenhagen magtpålæggende at udbygge og styrke hele AEK-indsatsen yderligere, til gavn for flest mulige københavnske eliteatleter. Derfor håber vi, at Borgerrepræsentationen vil imødekomme ansøgningen om 150.000kr som forøgelse af vores normale tilskud.

 

Direktør, Leif Chr. Mikkelsen