Eliteidræt alene - træning i et lukket land | #4 Sportsdanser Mie Funch, KAF

Coronavirussen har gjort sit indtog i Danmark og alle må indstille sig på en markant anderledes hverdag i denne tid. Det gælder naturligvis også københavnske eliteidrætsklubber og deres atleter. Vi har talt med en række trænere og atleter fra forskellige idrætsgrene for at høre, hvordan de håndterer den specielle situation og hvordan den påvirker dem og deres idræt.

"Vi skal i de kommende uger begynde med onlinelektioner 2 gange om ugen. Det glæder vi os til at prøve."

Den aktuelle situation påvirker naturligvis topparret fra KAF, som i øjeblikket må se langt efter bonede gulve at danse på. Vi har talt med Mie Funch.

"Vi er meget påvirkede af situationen. Vores træningsfaciliteter er, som så mange andres, midlertidigt lukket ned. Vi har måttet tage alternative løsninger i brug, og være kreative i vores måde at træne på. Vi mødes to-tre gange om ugen til en luntetur, men det er ligeså meget for at holde kontakt og hjælpe hinanden igennem en svær tid."

Egor og Mies træning er dog ikke overladt helt til dem selv, men bliver guidet og motiveret af deres trænere. 

"Vi er i daglig dialog med vores trænere, der sørger for at holde os motiverede samt guide os på bedst mulig vis. Vores trænere givet os en masse øvelser, som vi kan lave hver især. Vi løber begge 4-5 gange om ugen for at holde konditionen ved lige. Vi prøver også at træne lidt stationære trin hjemme i vores stuer. Vi skal i de kommende uger begynde med onlinelektioner 2 gange om ugen. Det glæder vi os til at prøve."

Det er dog ikke kun træningen, der er påvirket. Som i så mange andre idrætsgrene er en lang række turneringer blevet aflyst.

"Vi skulle oprindeligt have danset DM d.28. marts, men det blev desværre aflyst. Det var en turnering som vi havde trænet og glædet os til, så det var en skuffelse, da det blev aflyst. Det er dog en beslutning, vi bakker helt op om. 
Da vores sport i høj grad er afhængig af rejseaktivitet til diverse turneringer for at indsamle points til verdensranglisten, er vi meget udsatte. Alt er på nuværende tidspunkt udskudt på ubestemt tid. Vi håber på at kunne deltage i den store turnering, der hedder German Open, som ligger hen over sommeren. VM, som vi ligeledes håber på at kunne deltage i, ligger i midten af december."

"Stay committed to your decisions, but flexible in your approach"

Selvom det hele er lidt tungt, kan det lovende københavnske dansepar dog godt finde positive ting. Dem vil de gerne dele, og hvem ved, måske kan du lade dig inspirere.

"Vi mener begge, at der ALTID er noget positivt at finde, selv i en svær tid.

Her er fem positive ting for os

1. Vi kan forbedre vores fysiske form via løb og øvelser.
2. Læse en masse bøger, der omhandler dans, andre former for sport eller noget andet, som kan gavne dansen. Jeg læser i øjeblikket ’yoga for sportsfolk" af Sisse Jensen Dalhl
3. Tid til at restituere og få opbygget en masse energi.
4. Pleje familierelationer og venskaber, som man ellers ikke har tid til (med afstand, vel at mærke)
5. Styrke sin psyke, og komme stærkere ud på den anden side. 

Et mantra vi begge virkelig finder motiverende i denne tid er et citat fra Tony Robbins: ’stay committed to your decisions, but flexible in your approach’."

Online dansetræning, løbeture og solotrin hjemme på stuegulvet - i Team Copenhagen tager vi hatten af for Mie, Egor og deres trænere. De gør i hvert fald alt, hvad de kan for at komme igennem denne tid med både form og motivation intakt. Fortsat god træningslyst.

 

Foto: Mie Funch
Video: Mie Funch
Tekst: Frederik Pihl

 

Replaced due migration

Eliteidræt alene - træning i et lukket land #3

Sportschef og trampolintræner, Daniel D. Vidstrup

Eliteidræt alene - træning i et lukket land #2

Judokæmper Jonas Czajkowski

Eliteidræt alene - træning i et lukket land #1

BMX-rytter Magnus Jensen